Verdenshistorien i Dianalund

Tilbage til Nyeste tid

I bogen "Gamle Nielsen - en kulturhistorisk Selvbiografi fra 1799 til 1888" skriver forfatteren, skolelæreren Lars Nielsen fra Reerslev det, der kan ses nedenfor. Bogen udkom i 1888.

Teksten er skrevet med nutidig stavemåde

Det var vel 1836 at vi skulle vælge stænderdeputerede. Bønderne var aldeles i vildrede med, hvad det skulle betyde, men de fleste tænkte ikke stort over sagen. De var ellers bange for at magten skulle tages fra kongen. At der skulle vælges mænd til at give kongen råd og til at fortælle ham, hvordan det stod til i landet, det var dem ubegribeligt. Hvem kunne give sådan en mand råd, og hvem kunne fortælle ham noget?

Om jeg husker ret, gik stændervalget på vor egn således: En dag samledes herredsfogden nogle stykker af de mest ansete gårdmænd i hvert sogn af hans retskreds. Da han spurgte dem, hvem de ville vælge til deputeret og suppleant, svarede de:

"Ja det kan herredsfogden bedre end vi, for det er jo dele, vi ikke forstår os på."

Det er afgjort, at de havde valgt hvem herredsfogden havde foreslået, men han var dog så folkelig, at han ville de skulle vælge bønder, og da han af bønder bedst kendte sine sognefogder, foreslog han to af dem, henholdsvis til stænderrepræsentant og til suppleant.

Den ene sognefogde var i stænderne så længe de var til, derefter gik han over i Rigsdagen, men enten han var her eller der bevarede han en hårdnakket tavshed. Nå, han har vel haft sine gode grunde hertil.

Tilbage til Grundloven

Forfatteren Lars Nielsen, kaldet Gamle Nielsen