Familien Rasmussen

Familien Rasmussens udvandring fra Niløse til USA

Familien Rasmussen udvandrede til USA i 1870. Hvordan så Niløse ud i tiden op til familien Rasmussens udvandring? Det ses nedenfor

Niløse sogn i midten af 1800-tallet

Denne side er lavet i samarbejde med Jens Jørgen Christensen, frivillige ved Lokalarkivet i Dianalund

Niløse kirke efter indvielsen 1847

Niløse skole fotograferet i 1920'erne

 Kortet til venstre er fra 1899, men viser udmærket byerne i midten af 1800-tallet. Niløse, Stenlille og Tersløse er markeret som lige store, Kongsted, Karsholte og Verup er lidt mindre.

Niløse sogn havde omkring 1000 indbyggere i 1870. Kirken var nybygget og indviet 1847. Kirken fra middelalderen var blevet for lille og blev derfor revet (næsten) ned. Den nye kirke passede bedre i størrelsen.

I 1862 var en sygekasse oprettet. Den havde dog kun 23 medlemmer, to år efter havde den 25 medlemmer, men rigtig gang kom der først i den, da præsten Krog-Meyer i 1870'erne gav sygekassen en stor pengegave.

Niløse skole ved gadekæret var opført i 1837 og rummede 115 elever. Kongsted skole var opført 1807 og stod næsten uforandret indtil 1955. 

Hovederhvervet var landbrug, men der var også en række håndværkere. I sæsonen gravede man tørv. Sognet havde generelt dårligt jord, og sognet var et af de fattigste på Sjælland.

Christen og .Fredrikke Rasmussen

Christen Rasmussen fødes 17. november 1820 i Niløse og uddanner sig til snedker. 6. september 1845 gifter han sig med Frederikke Kristine Christiansdatter (Hutzfeldt), der er født 22. juli 1822. i Karsholte. De slår sig ned i Niløse og får 12 børn. I 1870 lever dog kun 7 af dem:

  1. Jens, født Jens født 2. november 1845
  2. Karen, født 18. oktober 1847
  3. Kirsten født 7. november 1849
  4. Pige, dødfødt 26. nov. 1851
  5. Rasmus  født 21. november 1852
  6. Niels, født 9. august 1854
  7. Hans, født 17. juni 1856
  8. Peder født 14. februar 1858, død 31. okt. 1860
  9. Marie, født 25. januar 1860, død 5. dec. 1860
  10. Peder Christian, født 9. oktober 1861, død 21. januar 1863
  11. Dorthea Marie, født 5. november 1863, død 19. november 1864
  12. Peter Brigham (må være opkaldt efter Mormonernes leder Brigham Young), født 29.januar 1866

 

 


Familien Rasmussen bliver mormoner og beslutter sig for at udvandre til USA

I 1860’erne hører Rasmussens om Mormonerne, og 18. juli 1868 bliver Christen døbt, to dage efter, den 20. juli, døbes Kristine. 26. december 1869 døbes deres barn Rasmus Christian. Deres ældste datter, Karen og hendes mand Niels Christian Sørensen døbes april 1870.

1870 er også året, hvor familien Rasmussen rejser til USA. De er således med blandt de allerførste danske mormoner, der rejser til mormonstaten Utah. Mormonerne samles i København 15. juli, og sejler til Hull i England, hvortil de kommer 18. juli. Herfra tager de toget til Liverpool. Denne by forlader de med skibet ”Minnesota” 20. juli 1870. De ankommer til New York 1. august. Af passagerlisten læser vi følgende:

Nr. 58: Christen Rasmussen, 49, Niløse, snedker, penge 691

Nr. 59: Christine Rasmussen, 48, Karsholte

Nr. 60: Jens Rasmussen, 24, Niløse, landmand (ældste søn)

Nr. 61: Niels Rasmussen, 15, Niløse (barn nr. 6)

Nr. 62: Hans Rasmussen, 11 (forkert registreret var 14 år)

Nr. 63: Peter Rasmussen, 4.

 

Ud af 7 levende børn tager ægteparret de 4 med sig. De to døtre, Karen og Kirsten, er henholdsvis 22 og 20 år er nok gift og Rasmus, der blev døbt året før og voksen, har måske ikke ønsket at rejse.

Familien Rasmussen rejste ikke alene. Missionæren Jesse N. Smith, der kom til Danmark i 1850, tager med dem, og i alt rejser 348 nyomvendte mormoner med båden. Med er der også 350 irske og tyske indvandrede. Disse bliver dog holdt adskilt fra mormonerne. Men på skibet er der altså 700 immigranter foruden besætningen.

 


Hvordan det videre går familien Rasmussen: Karen

En af Christen og Kristine Rasmussens døtre, Karen (deres 2.ældste barn) gifter sig jo med Niels Christian Sørensen fra Sandlyng i Stenlille den 10. oktober 1868 i Niløse kirke, og de bliver, som før skrevet, mormoner året efter. De får tre børn:

  1. Niels Peder, født 10. januar 1869 i Niløse, død maj 1869
  2. Frederikke Christina, født 13. januar 1871 i Niløse
  3. Niels Christian, født 4. november 1875 i Deweyville i Box, Elder amt, Utah.

 

Familien bor efter at de er kommet til USA først i Mink, Creek i Idaho og er her før 1883. De flytter i 1886 til Chesterfield Ward, også i Idaho. Manden, Niels C. Sørensen, er postbud i Chesterfield indtil de i 1896 flytter til en gård et andet sted i Idaho I 1912 eller 13 flytter de til Californien. Frederikka Christina flytter med til Chesterfield, men bliver tilsyneladende her, da resten af familien flytter videre. Da er hun også  25 år og er nok gift. Hun bliver begravet på kirkegården Chesterfield, og hendes grav kan stadig ses.

 

Hvordan det videre går familien Rasmussen: Rasmus 

Det 5. barn af Christen og Frederikke Kristine Rasmussen, Rasmus, bliver gift med Dorthea fra Sipperup i Danmark. Han gifter sig 2. gang med Anna fra omegnen af Ringsted. Rasmus Christian har tre børn:

  1. Niels Peter (mor: Dorthea), født 14. april 1877 på Amager
  2. Dorteha Maria (mor: Dorthea), født 9. April 1881 I København, død juni 1881
  3. Anna Christina (mor: Anna) født 21. September 1883 I Mink Creek, Idaho.

 

Familien flytter I 1886 til Riverside, og flytter igen i 1896 til Californien

Christen og Frederikke Kristine Rasmussen dør

Christen Rasmussen dør 14. september 1881 i Mink Creek. Frederikke Rasmussen bor herefter i Chesterfield hos sine børn indtil hun dør 13. november 1891.

 

Fotografierne  af Christen og Frederikkke Rasmussen samt deres to sønner og ene svigerdatter, skyldes Mormonernes slægtsregistre. Tak til Mormonerne for disse billeder

Niløse - et eldorado for religiøs forkyndelse

I sidste halvdel af 1800-tallet, navnlig fra 1860-1880 missionerede mange kristne sekter i Niløse sogn blandt mange andre også Mormonerne og Adventisterne. Danmark havde fået religiosfrihed med grundloven af 1849, så det var legalt nok at missionere.

Vi ved ikke hvorfor netop Niløse sogn blev udsat for en sådan massiv missionsvirksomhed. Det kan skyldes sognets fattigdom: for når man har svært ved at få til det daglige brød, er man måske lettere påvirkelig for religiøse tanker. Sognet havde nok heller ikke præster, der kunne dæmme op mod de meget emsige missionærere. 

De første, der kom her, var Mormonerne. Alleree i 1850 sendte de en missionær til Danmark. Det endte med at Folkekirken i form af Indre Mission vandt kampen om sjælene. Indre Mission var enerådende fra midt i 1880-erne og 90 år frem. 

Familien Rasmussen slår sig ned i USA

   Da mormonerne var ankommet til New York, fortsætter de med jernbane dagen efter til Salt Lake City 10. august. Mellem Ogden (en by 40 miles nord for Salt Lake City) og Salt Lake City bliver de modtaget af mormonlederen Brigham Young, Daniel H. Wells (borgmester) og Georg A. Smith samt andre kirkeledere. I selve Salt Lake City bliver de modtaget af biskop Edward Hunter og andre.


   Familien Rasmussen slår sig ned i Mantua i Brigham City Ward, der ligger helt mod øst i Utah. Her dør Niels Rasmussen 31.maj 1874 af måske for stort et alkoholforbrug. Broderen Peter Brigham dør 28. august samme år i samme by af tyfus. Ægteparret Rasmussen bliver ”begavet og forseglet for hinanden” 15. juni 1874 (gift?) i The Endowment House (kirke) i Salt Lake City. Brødrene Jens og Hans, på henholdsvis 29 og 18 år er så de eneste overlevende børn efter 4 år.

Hvordan det videre går familien Rasmussen: Jens

   Jens gifter sig med Ingerd Sophie Jensen 20. april 1874 i The Endowment House, hvor forældrene et par måneder senere måske også giftes, eller bekræfter deres ægteskab, som de jo for mange år siden indgik i Niløse Kirke. Han er da 29 år. Jensens familie slår sig ned i Mantua, i Box Elder Country. Jens bygger et solidt bjælkehus, der står der den dag i dag. Her føder Ingred en søn 4. februar 1875. Han får navnet James Peter. I 1876 flytter Jens og hans familie til Mink Creek i Idaho.

   I alt føder Ingred 8 børn. I januar og februar 1891 rammer en epidemi af difteritis Mink Creek, og 4 af deres børn dør, to af dem på samme dag, og de bliver derfor begravet i samme grav. En plejedatter, de har taget til sig, da hendes mor dør, dør også. 

   Den ældste dreng, James Peter, overlever og bliver i 1903 gift  med Sarah Jensen. De bor i Preston, Idaho og senere i Weston. De får 10 børn.

Hvordan det videre går familien Rasmussen: Kirsten

Christen og Kristine Rasmussens tredje barn, Kirsten, gifter sig med Jacob Jensen, født 11. september 1849 i Tersløse. De udvandrer også til Mink, og kommer her før 1877. De flytter til Chesterfield i 1886. De har to adopterede børn: Joseph Jacob, født 1893 i Chesterfield, og Hulda født 2. februar 1885 i Danmark. Ægteparret flytter senere til Brigham City og bor her indtil deres død.

Det indre af Tersløse Kirke. Kirstens mand, Jacob Jensen kom fra Tersløse

Hvordan det videre går familien Rasmussen: Hans

Det 7 barn, Hans, gifter sig 5. november 1876 med Emma Jensen, født 25. april 1859 i Brigham City. De bor i Mink Creek og får 12 børn. I 1885 (efter at have været gift med Emma i 11 år og fået 12 børn med hende) gifter han sig med Nancy Nelson, og med hende får han 5 børn. Hans og Emma flytter til Brigham City på et tidspunkt, hvor Hans dør 23. maj 1929.

Kortet viser hvor Utah ligger. Idaho ligger lige nord for og spidser til mod nord.




Søn og svigerdatter samt sønnen Hans

© Copyright 2016 Jørgen Mogensen