Verdenshistorien i Dianalund

   Her i området har der igennem tiderne levet forfattere, der ikke er optaget i Litteraturkanonen, men som har haft betydning for folk her i området eller for andre. Nedenfor nævnes en række forfattere, opstillet i alfabetisk rækkefølge.

Louis E. Grandjean

Skibsforsikringsmanden Louis Grandjean fødtes 1898 og døde 1963. 1914 blev han student fra Sorø Akademi. Som forfatter var han uhyre flittig. Foruden bøger skrev han også mange kronikker i aviser og tidsskrifter. Ca. 1940 købte han en grund i Tersløse og byggede ”Tersløsehus”. Tanken var at han ville nyde det stille landboliv og hellige sig sit efterhånden omfattende skriveri. Han rejste herfra i 1945. Opholdet i Tersløse blev en personlig skuffelse, og han var en bitter mand, da han flyttede fra sognet. Han syntes selv, han blev mobbet ud. I følge ham ville sognets beboere ikke kendes ved en mand, der ikke lavede noget. At han var skribent var ikke et rigtigt arbejde, syntes de, og da han så begyndte at holde får og fik etableret et rigtig godt avlscenter her, så ville de ikke anerkende dette som andet end nykker hos en sådan ”fin” herre.

Af de mange bøger, han har skrevet om vor egn, må først og fremmest nævnes ”Tersløse, landsbyen og baroniet Holberg” fra 1943. Det var bogen om Tersløse før Jørgen Mogensens bøger begyndte at udkomme (Langs landevej 255 bind 1 til 13). De to bøger om hans fåreavl, ”Dansk fåreavl” fra 1941 og ”Rationel Fåreavl” fra 1942, fortæller om hans fåreavl i Tersløse. ”Verdens ældste Bjergningsselskab” fra 1949 fortæller om præstens søn i Ruds Vedby, der startede A/S Em. Z. Svitzers Bjergnings-Entreprise. ”Herman Bang: et Essay om Mennesket og Digteren” fra 1942, fortæller om denne forfatter, og ”Den Holbergske Stiftelse Tersløsegaard” fra 1932 om Tersløsegård. ”Fra Yokohama til Tersløse” fra 1948, rummer ét kapitel om vor landsby. ”Farvel til Tersløse” fra 1945 er hans kommentarer til flugten herfra. Hertil kommer en række artikler, kronikker, digte og essays som også henter stof fra vor egn.

 Benedicte Arnesen Kall

Efter omfattende rejser i Europa slog forfatterinden Benedicte Arnesen Kall sig ned på Tersløsegård i årene 1863 – 72. Hun var født 1813 og døde 1895. Hun har i ”Ude og Hjemme” 1882-83 selv fortalt, hvordan et tilfældigt møde med jægermester Grüner, der lige havde købt Tersløsegård, gjorde, at hun besluttede sig for at bo her i Holbergs egne stuer – og samtidig fik overtalt Grüner til at sætte dem i stand. Tersløsegård var dengang nedrivningsmoden, men efter at hovedbygningen var gjort beboelig, flyttede hun ind. Her i rolige omgivelser oversatte hun Moliére til dansk og skrev bl.a. ”Små skitser fra en Islandsrejse I og II” (1869-71).  Det var mindet om Holberg, der fik hende til at flytte ind på Gården, og takket være hendes skildringer har vi i dag et levende og detaljeret indtryk af forholdene før den store restaurering i begyndelsen af 1900-tallet. 

Størst betydning fik hun dog som den, der ledte den unge Herman Bang ind i litteraturens verden i 1871-72. [1]. Samtidig var hun noget af et livstykke. Altid var der fest og morskab, hvor hun var. Mange unge soranere besøgte Holbergs gård, netop fordi hun var der. Og alle blev tvunget til at udbringe en skål for Holberg, inden de gik. I juledagene 1871 eller -72 var hun til legestue i præstegården. Her skulle de lege ”gæt og grimasser”. Da det blev hendes tur, beordrede hun en andesteg, delt i tre dele, bragt ind fra køkkenet. Hun lagde sig nu på gulvet, med den ene del af stegen på sit bryst, den anden på maven og den sidste på knæene. Herman Bang, hans søskende og far samt familien, der var på besøg, skulle nu gætte, hvad hun forestillede. Efter adskillige forsøg, måtte de give op. Til de forsamledes store morskab fik de løsningen: Stege på Møen.

Efter 10 år i Tersløse bosatte hun sig i København. Ved hendes død efterlod hun os noveller, eventyr, digte og skuespil, men i dag kendes hun kun for det hun skabte, mens hun boede i Tersløse.

[1] Se afsnittet om Herman Bang

Jørgen Mogensen

1974 flyttede læreren, politikeren og lokalhistorikeren Jørgen Mogensen til Dianalund. Fra midten af 80’erne begyndte han at skrive lokalhistoriske artikler og pjecer. 1989 kom den første lille bog: ”Dianalund er spændende”. I alt er det blevet til 22 bøger om lokalhistorie, heraf 13 i serien ”Langs landevej 255”, der på godt 950 sider beretter om historien i de fire sogne, der udgjorde Dianalund kommune. De øvrige bøger er den ovenfor nævnte samt ”Dianalund i gamle Postkort” fra 1995. Desuden  "Før og Nu", Dianalund kommune" og andre. Se bøgerne her Sammen med Jørgen Danielsen redigerede han i en lang årrække desuden Kulturelt Samråds årsskrifter. Ud over lokalhistoriske bøger har han skrevet pjecer til Turistforeningen samt flere bøger om sløjd og været redaktør for 3 andre, ligesom han var formand for den komité, der udgav videoen: ”Dianalund 100 år”.  4 sløjdbøger er: ”Sløjd, sådan kan det gøres” fra 1993, ”Prøven i Sløjd” fra 1997, ”Grønspættebogen” fra 1998 og ”Sløjdhåndbogen” fra 2004. Han har været redaktør på ”Derfor Sløjd” fra 2003, ”Fælles Mål i Praksis” fra 2004 og ”Elevernes alsidige udvikling gennem praktisk arbejde” fra 2002. Desuden har han skrevet kronikker i Politikken og Berlingske, klummer i Sjællandske og artikler i "Sløjd", "Niløse aktuelt" og "Byens Blad".

Det siger sig selv, at de lokalhistoriske bøger, pjecerne og videoen, indeholder historisk stof fra lokalområdet, oftest stof, man ikke kan læse og se andre steder. Hvad de færreste tænker på er, at sløjdbøgerne også er lokalhistorie. De fleste billeder i hans egne bøger og mange i dem, han har redigeret, er billeder af elever, kollegaer og ting fra Holbergskolen i Dianalund, ligesom mange af de beskrevne undervisningsforløb er foregået på denne skole.

Vagn Rebien

2002 udsendte Vagn Rebien bogen om sin slægt ”Ud af ingenting”. Bogen handler om Orebo Træindustri og den slægt, der i alle årene har drevet virksomheden.  Vagn Rebien fødtes i 1927 og døde for et par år siden. Med undtagelse af nogle år i Nordsjælland i 1950’erne har han boet hele sin tid på vor egn.

Rebien skriver i afslutningskapitlet, at han først og fremmest har fortalt om slægten og virksomheden for sine børn og børnebørn, men vi andre kan så sandelig også læse med. Bogens personer bevæger sig rundt i fortrinsvis Niløse og Verup, Dianalund og Stenlille og naturligvis i Orebo. Rebien går tilbage til 1835 og følger sin slægt helt op til 1990. Det er ikke småting, folkene her har måttet gå igennem. Altid er de imidlertid kommet ud af glæderne og genvordighederne med begge ben på jorden. Naturligvis fortæller Vagn Rebien mest om den tid, han selv kan huske, men da han som skrevet er født i 1927 er det også meget, han kan fortælle. Han skriver levende og sagligt, og bogen er rigt illustreret.  Vagn Rebien har ikke skrevet andre bøger.

Marie Reck

Marie fødtes i 1892. Hun var barnebarn af Hedens opdyrker, Christian Dalgas. 1913 blev hun gift med skovrider Poul Reck på Vedbygård.  Huset, de slog sig ned i, ligger på Sorøvej, nær Enemærket. Her levede hun til 1948, hvor hendes mand døde. Da de boede i en tjenestebolig, måtte hun flytte og efter ophold i Hillerød og Grindsted, vendte hun i 1973 tilbage til Vedbygård, nu som beboer på Rekonvalescenthjemmet, som hovedbygningen i dag er indrettet til. Under opholdet her, blev hendes syn stadig svagere, og hun måtte flytte til plejehjemmet Solgården i Næstved, hvor hun døde 1986.

Som rekonvalescent på Vedbygård blev hun en yndet fortæller for de øvrige beboere om herregårdens historie og om hendes eget liv. Dette førte til, at der i 1980 og 1985 udkom to bøger fra hendes hånd: ”Erindringer og oplevelser” og ”Mosaikker omkring Vedbygård”. Den førstnævnte bog er ikke kun hendes fortællinger fra et langt liv, men også poesi og refleksioner over tidens tildragelser. Den sidste bog er egentlig blot de fortællinger, hun gav til Vedbygårds beboere samt en række personlige digte.

Og så alle de andre:

Preben Hertoft var professor, overlæge og dr. med. Har skrevet om livet i Dianalund fra 1955 og et par år frem

Erling Benner Larsen, uddannet kunstner, grafiker og konsevator. Har udgivet bogen

”Historien om det store sølvfund fra Gundestrup”, samt en række andre bøger

Maglekilde Petersen levede indtil 1868 i Ruds Vedby og har udgivet en række fortællinger

Claus Munk Plum var laboratorieforstander på Kolonien fra juni 1952 til april 1978. Han har udgivet to almentilgængelige bøger og en række faglige artikler

Ruth Plum var gift med Claus Munk Plum og har skrevet en række religiøse og lægelige artikler

H.I. SchouI. var overlæge på Filadelfia og har skrevet en række faglige artiukler og et par abøger om Filadelfias historie

Adolph Sell, Filadelfias grundlægger, har skrevet en række lægelige artikler og bøger

Mange af bøgerne, der er omtalt nedenfor er omtalt på Siden bogsalg.

Alle kan ses på bibliotek.dk

Paul Honoré

Fra 1937 til 39 boede Poul Honoré i Dianalund, mens han gik på Høng Studenterkursus. 1973 vendte han tilbage til byen for at blive præst og forstander ved Kolonien. 1981 blev han generalsekretær i ”De samvirkende Menighedsplejer” og flyttede fra byen. Hans far var også præst ved Kolonien. Han bestred embedet fra 1937 til 1939.

1995 udgav Paul Honoré sine erindringer, ”Livets Labyrint”. I et langt og begivenhedsrigt liv fylder Dianalundtiden ikke meget. Heller ikke i bogen. De væsentligste sider er de, hvor han skildrer Filadelfias krise i 70’erne og 80’erne, hvor kommunalreformen fra 1975 omskabte institutionen fra at have været landsdækkende til næsten kun at blive en amtslig. Ud over denne bog har han udgivet en halv snes andre, hvoraf kan nævnes: ”Fra Moses til nutiden: om homoseksualitet og homoseksuelle” fra 1992 og ” Livsanskuelse” fra 1956.

Alice Jensen

1998 udsendte Alice Jensen sine erindringer, ”Minder fra Mosen”. En del af beretningen indgik senere i et af borgspillene i Ruds Vedby. Alice Jensen er født i 1924, og ”Minder fra Mosen” er hendes første bog. Mosen er Råmosen ved Solbjerg og altså udenfor vor kommune, og vores egn omtales kun sporadisk. Alice Jensen giftede sig med vognmandens søn fra Solbjerg, og bor nu i Solparken i Dianalund. I en relativ sen alder uddannede hun sig til sygehjælper på Filadelfia, hvor hun også arbejde i 17 år.

Bogen handler om Alices barndom og ungdom og slutter i årene efter 2. verdenskrig. Alice Jensens forældre og naboer tilhørte de laveste sociale lag i samfundet, og disse lag får altså her mæle. Bogen fik gode anmeldelser, og selveste Lise Nørgaard roste den i et personligt brev til Alice Jensen. 2001 Udgav hun hæftet ”I huset for 50 år siden”. Hæftet og bogen blev i 2005 udgivet under et med den fælles titel: ”Pigen fra Mosen”.

Pia Kiørboe

1997 udsendte Pia Kiørboe, født Schou, bogen ”Dengang de voksne bestemte” som er hendes erindringer fra barndommen i 20’erne og 30’erne. Pia er født 1925 som datter af overlægen på Kolonien Filadelfia, H.I. Schou, og tilhørte altså samfundets øverste sociale lag. Bogen kan derfor med fordel læses sammen med Alice Jensens ”Minder fra Mosen”, der skildrer den samme tid fra samme egn, men set fra den anden ende af det sociale hierarki. Pia tog studentereksamen i København og blev 1948 gift med lægen Erik Kiørboe. Hun sad i forretningsudvalget for Folkevirke og har også siddet i kommunalbestyrelse for Venstre.

I mange år har hun skrevet avisartikler og bøger om folk i nød og andre skæve eksistenser. Kun ovenomtalte bog handler om vor egn. Bogen rummer realistiske og dramatiske beretninger, men også varme og humoristiske billeder af livet i Dianalund fra ca. 1925 til 1940.

Bent Kristiansen

Mejeristen Bent Kristiansen flyttede til Niløse i 1961 og begyndte at arbejde på Kongstedlund Mejeri. Bent Kristiansen var jyde og havde været ansat på andre mejerier før. Disse lukkede imidlertid en efter en, og han ønskede derfor at komme til et stort mejeri. Valget faldt på Irmas mejeri. Dengang ejede mejeriet mange huse i byen, og Bent Kristiansen flyttede ind i en af dem, nemlig i det såkaldte Ni-hus, opkaldt efter en ost, mejeriet lavede. Efter at have været ansat på mejeriet i 9 år, søgte han og fik et job som kedelpasser på Nærum Nylon i Sorø. Da det lukkede kom han til Lakridsfabrikken i Slagelse og sluttede som arbejdsmand på bostedet for psykisk handikappede, Niløseholm, i Niløse.

1991 fyldte han 60 år. I fødselsdagsgave fik han af sine børn en skrivemaskine. Den maskine brugte han til at skrive historier på, fortrinsvis børnehistorier, men også mange historier for voksne. I alt er det nu blevet til omkring 200 små og store historier. Nogle af dem er udgivet og omkring 100 ligger på nettet. Alle historier er fiktion og ingen henter deres inspiration i lokalområdet. Af de mange bøger, der er udkommet, kan nævnes: ”Det grønne uhyre” fra 2001, ”Flodhesten og næsten syv - ni - tretten historier”, fra 2002 og ”Kænguruen og syv – ni - tretten historier” fra 2005. I alt har han udgivet 10 bøger siden 2001.

Aage Madsen

Aage Madsen fødtes i 1934. Han blev uddannet lærer og kom i 1956 til Ruds Vedby. Straks ved sin ansættelse fik han etableret en storslået musikundervisning og i 1961 havde han skabt et hornorkester på 17 drenge (se billedet på forsiden af Langs Landevej 255 bind 12). Selv spillede han på alle instrumenter, fortrinsvis violin. Det var han dygtig til. ”Når Madsen spiller, holder vi andre op” har en af hans kollegaer engang sagt. Siden 1956 har han boet i Ruds Vedby.

Han fandt ud af, hvorfor de gamle violinbyggere kunne skabe så unikke violiner og har skrevet en bog herom: ”Afstemning & konstruktion af strygeinstrumenter” udgivet på eget forlag i år 2000. Den bog er kun for særligt interesserede. Sammen med Tove Norup Nielsen har han imidlertid udgivet bogen ”Ruds Vedby Kirke” og i 2003 nyudgivet Villads Christensens klassiske bog: ”Vedbygårds historie gennem 600 år”, der oprindelig udkom i 1939.

Ole-Christian Munk Plum

Det er blevet sagt, at laboratorieforstander Claus Munk Plums søn, Ole-Christian (f. 1947), i barndomsårene læste lige så mange køreplaner for tog som Anders And blade. Sandt er det, at de danske jernbaners historie er blevet Oles store fritidsinteresse. Han er uddannet lærer, men han kan også køre veterantog, reparere gamle tog og skrive bøger om tog. I mange år var han lærer på Holbergskolen og arbejdededesuden på Amtscentralen for Undervisning i Vestsjællands amt som pædagogisk it-konsulent.

Ole-Christian Munk Plum har skrevet godt 50 bøger om jernbaner, bl.a. jubilæumsskrifter for Høng-Tølløse Jernbane i 1976 og 2001. I "Høng-Tølløse Jernbane 100 år" fra 2001 findes der bl.a. mange oplysninger om stationsbyerne i vort område. Bogen er på i alt 256 sider og rigt illustreret. Desuden har han været medskaber af videoen ”OHJ-HTJ Vestsjællands lokalbaner” fra 2001. Bogen "Dampkraft i vintervejr" fra 1979 fortæller om snevinteren 1978/79, hvor strækningen mellem Tølløse og Slagelse blev ryddet adskillige gange med damplokomotivet OHJ nr. 38 fra 1917. I tidsskriftet "Jernbanen", har han skrevet flere artikler om jernbanerne i Vestsjælland herunder Høng-Tølløse Jernbane.

Anton Nielsen

Faren var lærer i Reerslev, og selv fødtes han i 1827. 1848 blev han lærer, og efter forskellige jobs rundt om i Vestsjælland, ansattes han 10 år efter i Munke Bjergby. Her rejstes siden en mindesten over ham. 1868 blev han forstander på Ollerup Højskole. Han døde 1897. Anton Nielsen har skrevet meget, både bøger, artikler og korte sentenser i almanakker og lign.

Hans første mere kendte bog var ”Billeder fra Folkelivet på Sjælland” fra 1861, der blev meget rosende omtalt. Bind 2 kom i 1863. Begge kom i mange oplag. I bøgerne øser han frit af oplevelser fra Reerslev og andre steder på Vestsjælland, hvor han har boet. Bogen ”Hans, der kom på Højskole” fra 1867, er en fiktiv fortælling om hans egen karl i Munke Bjergby, der kom på Vallekilde Højskole[1]. Bogen fulgtes året efter af ”Karen, der kom på Højskole”. Størst interesse for os er hans bog fra 1893: ”Landsbyliv i 30’erne”, hvor han fortæller om sin barndom i Reerslev og Ruds Vedby. Hertil slutter sig bøgerne ”Højskoleliv i 60’erne” og ”Skolemesterliv” fra henholdsvis 1896 og 1897. 1888 udgav han sin fars erindringer: ”Gamle Nielsen”, der fortæller om dennes liv på Vestsjælland, fortrinsvis i Reerslev, men med udblik til de omkringliggende sogne. Af de mange bøger, han udgav, er det nok den sidstnævnte, der er mest kendt. Bøgerne kan stadig lånes på biblioteket, om end nogle i dag skal hentes på depotbiblioteket. 

[1] Se Jørgen Mogensen: Langs Landevej 255 bind 11 side 56

Morten Væver

Kunstvæveren Morten Sørensen, kaldet Morten Væver, skrev sine erindringer i 1914, 80 år gammel. Erindringerne blev skrevet på bredt sjællandsk uden tanke på offentliggørelse og uden hensyn til sit eget eftermæle. Derfor træder han lyslevende frem, og hans skrift fremtræder derfor særlig stærkt. I hele sit lange liv flyttede han kun lidt rundt. Han boede fortrinsvis i Flinterup og Tersløse sogne. Han blev uddannet kunstvæver, men var her ud over musiker, husmand, fattiggårdsbestyrer i Karsholte, bestyrer af dr. Sells gård, sekretær for sognerådet og medlem af en række foreninger. Han var med til Indre Missions stiftelsesmøde i Stenmagle 1861, oplevede andelsbevægelsens start og socialismens spæde begyndelse på Vestsjælland. Han beretter om ”Jyderupslaget”, om skovfester i Tersløse bøgeskov, miraklet i Brandstrup og meget mere. På trods af at han tilhørte Missionen, gjorde han sig til talsmand for, at lemmerne på fattiggården skulle have deres daglige snaps, og på trods af at han var højremand, havde de fattige i ham en utrættelig talsmand.

Morten Væver døde 1922. Hans bog, ”Morten Vævers Saga” er på 196 sider og udkom 1958 ved Poul Dyssegaard. Foruden at have rettet Morten Vævers mundtlige sprogtone til skriftsprog, forsynede Dyssegaard bogen med noter og et stikordsregister.