Verdenshistorien i Dianalund

Kanslergadeforliget og Filadelfia

Kurhus 1926

Kolonien Filadelfia var en stor institution i 1933 med små 800 epileptiske patienter og 80 indlagt på nervesanatoriet. Hertil kom 200 medarbejdere. Filadelfia betød derfor meget for Dianalund og for Tersløse-Skellebjerg kommune. Det var dermed ikke ligegyldigt, om institutionen lå her eller ej, om den blev udvidet eller nedskåeret og om den fik lov til at tage sig af andre patienter end epilptikere, sindsyge og nervøse.

Ved socialreformen i 1933 skabtes en ny situation for Filadelfia. Skulle den i fremtiden modtage patienter, skulle institutionen statsanerkendes. Det var bestyrelsen ikke meget for, for så ville man miste sin frihed, mente man. Fra maj til november tyggede bestyrelsen herpå, og enden blev, at man søgte og fik statsanerkendelse. Men overlæge H.I. Schou overvejede, om man ikke kunne drive institutionen ved kun at modtage patienter, der selv betalte, altså sige nej til fattige og kun modtage rige mennesker, evt. med tilskud fra menighedsrådene rundt om i landet. 

Det kan lyde underligt i dag, at man var nervøs for at blive statsanerkendt, men bestyrelsen og Schou var meget bange for, at staten skulle styre alt, at vi skulle få socialisme i Danmark. 

Filadelfia kom til at mærke statsanerkendelsen på mange måder. Dels fik man et tilsynsråd, dels kom lønnen for medarbejdere til at følge statens takster, og regulativet for patienter blev ændret, dels fik man (senere) et valgt medarbejderråd, og Filadelfia skulle sørge for patienternes medlemsskab af sygekasse, samt at de fik invalidepension og aldersrente. En patientforening for epileptikere (der kom senere) skal også ses i sammenhæng hermed, ligesom Staten blandede sig mere i Filadelfias daglige drift, end den havde gjort før. Det stærke kristne præg blev også langsomt neddroslet, for I Danmark har vi religionsfrihed. 

Socialreformens betydning for Filadelfia og for Dianalund

En del af Kanslergadeforliget i 1933 var Socialreformen udformet under socialminister K.K. Steinckes ledelse. Denne reform lagde særforsorgen (blinde, døve, epileptikere, sindsyge, vandføre og talelidende) ind under staten. Før havde de været et kommunalt ansvar. Det betød, at betalingen for patienterne på Filadelfia for 93 % vedkommende betaltes af staten. Staten ville derfor meget naturligt få stor indflydelse på Filadelfias drift, måske overtage eller lukke institutionen. Noget sådant overvejde staten i både 1980'erne, 90'erne og igen i 10'erne

Kirken på Filadelfia før ombygningen i 1967

Det særegne ved Filadelfia var at den indtil 1933 var

• en ren privat organisation
• drevet på et stærkt kristent grundlag
• at paienter skulle arbejde og indgå i et fællesskab
• at patienter skulle bo i "familier" i en koloni bestående af relativt små huse.

To diakoner