Karins Brev

Verdenshistorien i Dianalund

Karins brev 13.5. 1945 til sin mor om krigen i Dianalund

Det følgende brev er skrevet af en af Dianalunds førende damer. Nogle kan sikkert regne ud, hvem  hun er, men her skal hun forblive anonym. Brevet blev fundet i en affaldssæk i slutningen af 1980'erne, da  beboeren i det pågældende hus, skulle flytte. Huset havde tidligere tilhørt brevskriveren, og brevet må have forputtet sig et sted, mens den næste ejer beboede huset. Han kendte i alt fald intet til det. Brevet blev fundet af et medlem af Lokalhistorisk Forening for Dianalund kommune og overdaget til Arkivet. brevskriveren har i dag, efter hvad Arkivet ved, ingen direkte efterkommere.


Arkivet har sat overskrifter ind for at lette læsningen. Paranteser i kursiv har Arkivet sat ind for også på den måde at lette læsningen. Selvom det er et privat brev, har Karin i slutningen skrevet, at brevet må vises til alle, som modtageren måtte ønske at vise det til. 

                                                                                                        Torsdag d. 13/5 -45.

 

 


                            Kære Mor! og Ingrid!                  


Rasmussens og Langkjærs hjemkomst

Tak for Brevet. Mit bliver ikke skønskrift for jeg ligger på langs og skriver og puster ud efter gaardsdagens anstrengelser. Rasmussen og Langkjær kom hjem til Byen her i gaar aftes med 9 toget fra deres Ophold på Politigaarden, Vestre og Frøslev.   Det var en storstilet aften og det første vi rigtig har mærket til Feststemning. Boghandlerens og ego havde pyntet hans værelse og lavet Æresport over Døren og sikke en masse Blomster der kom. Der var ca. 700 mennesker paa Stationen, vore 20 Frihedskæmpere og andre Foreninger med Fane. Jeg glemmer aldrig den Spænding man var i da Toget ganske langsomt kørte ind, og det spontane Bifald da mængden fik øje på dem. Stationsforstanderen var den første der bød dem Velkommen og så regnede det jo med Blomster og Haandtryk. Frihedskæmperne gjorde Honnør og førte de to hjemvendte over på Hoteltrappen, hvor Sogneraadet modtog dem, der var forskellige Taler, og Folk sang og raabte Hurra saa det gjaldede. Derefter blev de baaret i guldstol til Kommunekontoret, hvor de skulde have et glas vin; der var atter Taler og sang paa Plænen foran og tilsidst defilerede ( X og der blev fyret 2 skud af) hele Mængden forbi dem og trykkede dem i Haanden.

                     Langkjærs Værtsfolk havde arrangeret en Fest for dem. Han og 40 af deres nærmeste Bekendte var med. Vi kom ikke til Bordet før kl. 10 3/4, og saa var der jo igen Taler og Sange og jeg har aldrig hørt en Forsamling synge saa kraftigt og gjaldende; vi har lært synge i disse Aar. De holdt begge Taler, Langkjær, som blev kaldt Optimisten derinde baade af Fanger og Vogtere, fortalte mange pudsige træk f.eks hvordan de, naar de havde mad ind paa Politigaarden (de kunne de nemlig faa der), sendte spegepølser og Flødekarameller til hinanden med Breve i om hvad de skulle sige inden Forhøret.


Arrestationen af Rasmussen og Langkjær

Rasmussens Tale var mere alvorlig præget, men han har også gaaet meget mere igennem end den anden. Han blev pryglet bevidstløs i Skoven laa og kunde ikke røre et Lem flere Dage efter og laa og var syg med høj Feber i 3 Uger, og saa blev han yderligere pryglet 3 gange i Fangeskabet – den anden fik kun Tæsk herude og ikke saa mange; derimod måtte han staa i den ene ende af skuret med Haandjern paa Ryggen, og se på de pryglede Rasmussen de laa bagbunden.

Tilsidst rejste de ham op, Erik Rasmussen, og satte Revolveren paa panden og sagde: ”For Fanden mand, kan du ikke staa oprejst naar du skal dø” Det var det sidste han kan huske saa besvimede han. Saa fik Langkjær prygl men han har en kraftigere Konstitution saa han mistede ikke Bevidstheden, tilsidst lagde de Revolveren lige over hans Hoved og fyrede et par skud af. De siger begge at det er den frygteligste Eftermiddag de har haft og de troede begge at de aldrig skulle komme levende ud af det Skur. Langkjær sagde, de var mange gange værre at staa lænket og se paa 3 banditter skiftedes til at prygle løs på R. end selv at faa kløene. Naar de skulde til Forhør paa Politig. l Vestre hed det altid ”naa nu skal vi ned og tæskes” og det slag aldrig fejl - de var syge flere Dage efter. Langkjær var heldig, den første gang han var i Forhør blev Banditterne afbrudt af en telefonopringning og han blev sendt tilbage. Hele Natten laa han saa og digtede en Brødbetynget Bekendelse sammen og den afleverede han saa næste gang og den blev troet.


Festen

Hvor vi dog sang den aften; og de øvrige Frihedskæmpere skiftedes til at tale og fortælle forskelligt; det var så velgørende at høre de unge tale om Realiteten i stedet for at høre vores Sogneraadsformand f.eks. som altid spiller første violin ved sammenkomsten og som er et stort vrøvlehoved, og kun taler for at høre sig selv, han har aldrig tid til at høre på andre, han var helt i Baggrunden den aften, undtagen da han bød velkommen ved Toget; men da sagde han også en hel masse, som vi, du ved, at han har været meget fortørnet paa de to over at de i deres stillinger, hvor de maaske kunde bringe ham selv i Forlegenhed, havde indladt sig paa saadan noget (det sagde han virkelig til mange) vi kunne ikke rigtig gouter hans Skvalder.

De fik Blomster og Gaver og atter Blomster – Langkjærs 82 aarige Mor sad imellem dem, og bordet var pyntet med Oceaner af flag og røde og hvide Blomster. Det var en vidunderlig aften, jeg glemmer den aldrig hidtil har min glæde været dæmpet og en Del sorg blandet, fordi jeg holder så meget af Fru Knudsen og også satte megen Pris paa hendes Mand. Og jeg har hver Dag haft Fru Knudsens Sorg og Fortvivlelse for øje, og jeg kunde heller ikke glemme det helt midt i al Festglæden. Hun var taget til sin Mor i Havrebjerg, det havde også været for meget forlangt hvis hun skulde have overværet de andres Hjemkomst. Kl.24 ½ brød vi op og gik udenfor i fantastiske lune nat og der blev sendt Raketter til vejrs; saa skyndte jeg mig hjem og tændte alle Lys, levende saavel som rationerede hos Rasmussen, og så kom R. Boghdls. +Datter og Svigersøn, Langkjær og en Frihedskæmper, der har været under Jorden + Kone. Boghdls Datter og jeg havde plyndret vores lille Forraad for vin og Tobak – og han blev budt velkommen i sit eget Bo, Vi sludrede saa til 2 ½ og saa trængte vi alle, ikke mindst de to hjemvemdte til at komme til Ro; men det kneb med at sove, jeg drømte hele natten om Tyskerne og Fangemodstand og Flugt Tage (hendes mand) gik desværre glip af det hele. Han har haft en lille gren af Lungebetændelse og er endnu Rekonvalcent.

 


Hippoer undersøger Rasmussens værelse

I kan jo nok forstaa det var nogle grimme Fyre at faa besøg af, selv om det var Rasmussens Værelse det gjaldt, vidste vi jo ikke, hvad de kunde finde med os og vort, saa de 2 Timer de gik ovenpaa og rodede, sad vi næsten med livet i hæderne (den følelse havde vi i alt fald). Vi var med dem deroppe i ca. 20 Min. Og Tage var i Forhør og de stillede en Fælde efter den anden for at han skulde dumpe i (vi kendte intet til Rasmussens Arbejde men havde længe haft en Anelse). Det var frygteligt at høre paa deres Praleri, Rakken ned paa Rasmussen uden at vi kunne tage til genmæle; de havde jo en maskinpistol liggende ved siden af sig og en Revolver i Bæltet og sikke nogle ansigter de havde, længe efter saa jeg dem for mig, saa snart jeg lukkede øjnene om Aftenen, og vi turde ikke tage noget at sove paa den første tid for hvis de kom igen, skulde vi jo helst være klare i Pæren. De gjorde et godt Kup hos R. i Form af at hans (til hans snarlige 30 aars fødselsdag) opsnappede Vin, Snaps og Tobak, samt Strømper Undertøj og Skjorter, Fotoapp. og Skrivemaskine, 2 dejlige Svinelæderkufferter og en mindre alm. Taske. De sagde til os da de gik, at de gik med et helt illegalt Trykkeri, de havde fundet – og så var det noget helt andet de havde i kufferterne.

Det var nogle kønne Fyre. Næste Dag var der igen to af dem og vilde tale med Tage men vi var heldigvis ikke hjemme; men da vi kom hjem, blev vi jo alligevel lidt nervøse.


Hippoerne terroriserer byen

Og da de saa ved 18 tiden, efter at have siddet på Hotellet og drukket Rasmussens Spiritus, pludselig for ned ad trappen og skød lige ud i luften mellem Folk og gik hele Byen rundt paa den maade –omringede et hus og skød, der boede en Tuborgdepotmand, som blev nødt til at gå under jorden fordi han nægtede at køre for dem og da de saa kom forbi os og stod stille og Pegede ind af indkørslen og fyrede op i luften, som om de ikke vidste, om de skulle gaa ind el. ej (de havde jo været her forgæves om aftenen) da jeg indrømme at mit Hjerte slog nogle Koldbøtter. Heldigvis var vi alle hjemme – Børnene var forkølede og havde ikke været ude den Dag ellers kunde de jo godt have været ude paa gaden. Vi sad helt fortumlede den næste Time (der blev også smidt haandgranater), så ringede Telefonen og Buhl (stationsforstanderen) fortalte os den glædelige Nyhed, at de var rejst.

Men de havde lavet en værre Ballade nede på Stationen: tvunget Buhl til at lade Toget vente mens de rendte og skød efter de mange Sabotører som de sagde; men det var i virkeligheden vejtræer og Telefonklokken. De havde også ramt hinanden, 2 af de 4 blødte forskellige steder da de endelig kom i toget løb Passagererne, men de sagde, at de havde reddet dem fra at blive sprængt i Luften af sabotører. Det er frygteligt at tænke paa at saadanne mennesker har ageret Ordenspoiliti i Danmark. Vi ved bestemt at de var løsslupne Straffefanger. Jeg har heller aldrig set saa usandsynlige frygtelige ansigter paa et menneske.


Ritas mor - en stikker?

Det varede jo et stykke tid inden vi faldet til ro efter det. Og knap var vi faldet til Ro før vi atter blev opskræmte. Ritas Mor, som har omgaaedes meget med tyske soldater (hendes far jages som stikker p.t.) kom en Dag ind i Boghdls Bagbutik og sagde, at Boghandleren og Dr. Philbert maatte hellere gaa under Jorden, for de stod paa Listen over dem der skulle tages. For et par maaneder siden havde hendes Mand sagt det samme om Rasmussen.

Og en til (som gik under Jorden en Tid, da han nemlig var frihedskæmper). R. gik ikke under jorden for der var ingen der rigtig regnede med den Mand. Men det kom jo til at stemme for Rasmussens vedkomne. Boghdl. blev en Del oprevet, de er jo ældre Folk, hun var helt ude af det da hun ringede og spurgte, om hendes mand måtte komme og tale med Tage. De blev enige om, at de vilde ignorere det, da ingen af dem var inde i noget. Men vi tog alligevel vore Forholdsregler, vi delte alt Tages undertøj, skjorter o.s.v. og lagde det hele i Snavsetøjskurven. Han gik altid med Lungebetændelsespiller og enkelte Ting, som han dårlig kunne undvære, i lommen, og aftalte, hvad jeg skulde gøre i givet Tilfælde. En uges tid efter var jeg nede hos Fru Knudsen et svip ved 21 Tiden. Saa pludselig ringede Tage og sagde til Fru Kn. at jeg skulde komme hjem med det samme for der var fremmede Biler i gaarden. Knæene rystede under mig, da jeg gik hjem men der var intet at se. Der var heller ingen. Men Tage var tilfældigvis kommet ind i Spisestuen, hvor han kikkede ned, og havde da set en stor overdækket Lastbil med stor projektør holde i Indkørselen og en militær klædt Mand hoppe af; så skyndte han sig ind og ringer efter mig, og imens kimede det paa døren – han gik ud og spurgte hvem det var, men fik intet Svar og lidt efter kørte Bilen igen; Vi har aldrig faaaet at vide, hvad det var; men uhyggeligt var det jo, naar man tænker paa alt det foregaaende. Jeg har også tabt godt 10 pund i disse maaneder, og ærligt talt lidt for tynd; men nu hjælper det forhaabentlig. Alt dette er ogsaa en Forklaring paa min mangelfulde Brevskrivning, jeg kunde ikke skrive for jeg kunne jo ikke skrive, hvad der foregik og optog os Dag og Nat. Jeg har mange nætter ligget og kigget paa klokken og ønsket at den snart var 5; saa turde jeg jeg lægge mig til at sove. Hvergang vi hørte en Bil, stod Hjertet stille, til vi hørte den fjerne sig igen; det tager grusomt på nerverne og Fysikken ogsaa. Om dagen naar man bestilte noget gik det, men om aftenen og natten gik mine Tanker meget til baade Fru Knudsen og Rasmussen. Vi var godt klar over at de havde mishandlet ham, det kunde vi forstaa paa deres Tale den aften de var her, De talte om Næseblod og spurgte flere gange Tage om hans Åandedræt var daarligt, og det var tydeligt at mærke paa dem at de var nervøse for at de skulde have gjort ham for megen Fortræd, de maa jo have været bange for chefen som de hele Tiden talte om; de har jo nok kun haft Ordre til at anholde dem. Langkjær sagde også, at de havde meget travlt med at vaske hans ansigt og rede hans haar, inden Bilen hentede dem. Der blev ogsaa fundet et blodigt lommetørklæde derude dagen efter.    


Ildkamp i Dianalund og drabet på Bengt Rønhof                                       

Den nat der var ildkamp har jeg vist skrevet om, der blev kastet Vaaben ned og Tyskerne overraskede frihedskæmperne. Den unge Bengt Rønhoff, lærling hos Inst. Knudsen blev skudt lige uden for sit Hjem Skovfogedboligen i Bromme. Skovfogeden hørte der puslede nogen i Gaarden og gik derud og mødte så Tyskerne der bad ham indentificere Sønnens Lig. Skovfogeden har været taget før, fordi han trasporterede illegale Breve til England, han har en søn i Royal Airforce. Bengt havde ogsaa været taget i 3 dage, men havde klaret for sig. fru Rønhoff fortalte, at da de alle blev kommanderet ud i gaarden - hun selv hendes mand og to mindreaarige Børn - og stillet op paa Række, da troede hun bestemt at de skulde skydes. Saa kørte de til Sorø med Sønnes Lig og tog Skovfogeden med. Et Par Timer efter kom de tilbage med ham og satte sig ind i Stuen og bad Fru R. om at lave Mad til dem, hun sagde bare NEJ, saa blev de grove og skældte ud, men hun satte sig hen lige foran dem og sagde: De må skyde mig, hvis De vil, men De maa da kunde forstaa , at jeg kan ikke lave Mad til Dem, naar De lige har dræbt min Søn. Hun spurgte ham om han ikke havde Børn – jo han havde 2 Døtre – hun talte saa indtrængende og dristigt til ham, at han til sidst indrømmede, at han forstod hende og hun fik ham til at love sig at han vilde sørge for at hun fik Sønnens Lig hjem og det FIK hun og han fik en storstilet Begravelse; men tænk hver Nat derefter forsvandt de rød-hvide Kranse og Blomster fra graven.                                                                    

Det rystede os alle sammen men mest Fru Kn. her i byen, han havde været hos dem hele sin Læretid og skulde have været Svend til Maj og de holdt saa meget af ham, og kom ogsaa sammen med Forældrene.- Den unge mand Fru Knudsen fik i stedet bor i vores Strygestue og det har vist sig at han ogsaa er Frihedskæmper, saa han er i København p.t.. Vi har en Tid haft en Politibetjent boende som Tørvearbejder ovre i lejligheden han blev kaldt hjem til København 4 Dage, før det gik løs. Senere har jeg faaet at vide at han ogsaa var sabotør, men det vidste vi heldigvis ikke, jeg var heller ikke glad for at vide det andet, men han sagde mig det, da jeg vilde have hans sidste Tilmeldingssted til Folkeregistret, og bad om jeg ikke vilde lade være med at opgive ham og det lod jeg saa være med. Men det er kl. var bedst at vide saa lidt som muligt og der er jo ogsaa mange Stikkere, der har benyttet sig af Tricket med Politibetjente og ogsaa mange Betjente har været paa den forkerte side.


Hippoer på Hotellet siden januar 1945

Sikken en Smøre Jeg har skrevet – og jeg skulde baade have været i Haven og syet sommertøj, men jeg synes, jeg kan blive ved med at skrive – dette er dog det væsentlige, der er sket, og vi ses forhaabentlig ogsaa inden saa længe. Dette Brev kan Mor baade vise Ingrid og Moster I. og hvem mor ellers har Lyst til for jeg sætter mig ikke ned og skriver det samme engang til – nu har jeg faaet Luft; det har været en drøj Tid ( men saadan har det jo været for mange og værre endda). Vi har haft Hippoer boende på Hotellet lige fra Nytaar – ikke de samme hele Tiden – dog de der tog Rasmussen og Langkjær var her ogsaa i januar. Nogle af dem gik midt om aftenen og ringede paa og vilde tale med Manden i Huset om en Forsikring, de var ikke her, men bl.a. hos Dyrlægen. Hos Inst. Knudsen kom de ind om Dagen og laaste Butiksdøren efter sig inden de sagde noget – da Kn. Bad dem være saa venlig at laase dem op igen undskyldte de meget, det var en fejltagelse. Det har jo nok ikke været rigtige Hippoer men deres haandlangere der skulde bane vejen for de flg. Begivenheder. Der er ogsaa et par stk. der er taget hen i Byen som stikkere og der skal vist tages flere.-


Afslutning

Nu vil jeg ikke mere. Ragnhild ringede i morges og meldte sig til Pinse. Vi har slet ikke inviteret nogen, fordi Tage var syg, og vi har kun 1 gæsteværelse ledigt og hvem skulde vi invitere, jeg vilde helst Ingrid, men Ingeborg Reedorf har ligget for Tur herned et Par gange men ikke turdet men trænger meget til det og de kan jo kunne i Pinsen; med de nuværende Forhold kan Ingrid jo ­­-også kunne- heller ikke komme paa alm. Week-end; men det kan Harald jo heller ikke engang under normale forhold. Saa vi vilde lade Folk melde sig selv og hvis der saa meldte sig flere måtte de jo tage til Takke med, hvad vi havde at byde.

                     Jeg vil inderligt haabe at mor kommer herned snart her er saa smukt paa denne Aarstid og den kender mor slet ikke hernede.

Kærlig hilsen til Jer begge

Karin og familie.

© Copyright 2016 Jørgen Mogensen