Verdenshistorien i Dianalund

FNs erklæring om menneskerettighederne

13. Alle har ret til at rejse frit i sit land.

"Året efter i 1925 flyttede Jensigne og Martinus Kristian Madsen Skovgaard ind til Dianalund by i en lejet lejlighed i Karsholte i huset Åbo, lige over for byens å, Bjørnevad å. Min mor fortalte mig, at min far ankom til hende med en lille kuffert og 24 par sure sokker,- alle med store huller i. Da de skulle melde sig til i kommunen, der dengang hed Tersløse- Skellebjerg kommune skete dette hos sognerådsformanden, gårdejer Johannes Petersen i Tersløse. ” Vi ved ikke rigtig, om vi vil have dig og Jensigne i kommunen, ” du har jo et handikap, så vi kommer vel til at forsørge dig resten af livet, ” sagde Venstre sognefogeden. Disse ord sad i min far resten at livet. Da han blev 67 år i Oktober 1972 og modtog sin første folkepension, græd han. Det var og blev de første penge han i hele sit liv havde fået fra det offentlige".

 Fra Keld Skovgårds erindringer, der kan læses på Gammeldianalund.dk

6. Alle har ret til at blive anerkendt som en borger med rettigheder og pligter.

1848 – efter bondeoptøjer i årene før – fik insidere, fæstere og lejere under Vedbygård lov til at huse voksne børn eller gamle forældre uden først at skulle indhente tilladelse hertil på godset…

Fra Jørgen Mogensen: Langs Landevej 255 bind 12

26. Alle har ret til at gå i skole. Du har ret til grundlæggende uddannelse – og til at lære et erhverv eller et håndværk.

25. Alle har ret mad, tøj, lægehjælp og et sted at bo.

Dianalund Kommune havde arvet en række kommunehuse ved kommunesammenlægningen i 1966, bl.a. et hus i Verup. Ideen med kommunehuse var, at folk skulle kunne bo her i en kortere periode, indtil de fandt noget andet. Men det gjorde folk oftest ikke. Selvom de havde arbejde og let kunne finde et andet sted. Huslejen i et kommunehus var uhyre billig, ofte gratis. Så selvom husene alle kun blev nødtørftigt vedligeholdt, så blev folk boende her i 10-20–30 år. 

Et andet kommunehus, kommunen havde arvet, var barakken på Snarebakken. Den var uegnet til menneskebolig, men da kommunen ville rive den ned, nægtede Marius Jensen og hans kone, Ena Jensen, at flytte. Han havde fået en aftale med sognerådet i Ruds Vedby kommune om at han kunne købe det, hvis kommunen ville skille sig af med den. Det henholdt han sig til og lagde 4000 kr. på bordet. Og så blev han og hans kone samt deres 8 børn boende. Engang var der 13 børn, men nogle var nu flyttet hjemmefra. Marius Jensen sagde til avisen i 1970, at han overvejede at lægge elektrisk lys ind i barakken. Det havde han råd til. Han havde boet der i 20 år, og næsten ikke betalt husleje.

En kommunes opgave er at skaffe boliger til de, der ikke kan skaffe sig en selv. Derfor kunne kommunen ikke smide Marius Jensen og andre lejere af kommunehuse ud, for så stod de jo uden bolig, og så skulle kommunen skaffe dem et sted at bo, hvorfor de ville flytte tilbage til kommunehuset. Da huset i Verup brændte, byggede kommunen derfor et nyt kommunehus med to lejligheder på Nordvænget i Niløse. Det fungerede som sådan til omkring år 2000, hvor det blev afhændet. Lovgivningen var nemlig nu blevet ændret, således at kommunen kunne disponere over den almennyttige boligmasse til akut boligløse borgere. Dermed var kommunehusenes dage talte.

22. Alle har ret til grundlæggende social og økonomisk tryghed.

Grete Støvring bode som barn i Mellemkrigstiden i Niløse. Hendes far døde af kræft da han var 36 år gammel. Grethe fortsætter:

"Min mor var 30 år og stod nu alene med forsørgelsen af sig selv og 5 små børn. Far havde været forsikringsagent, som det hed den gang, hos Dansk Folkeforsikring og havde selvfølgelig tegnet livsforsikringer, som dog ikke var særlig store, da mine forældre jo var så unge. Mor havde været hjemmegående med den store børneflok og havde ingen uddannelse ud over det huslige, da hun var blevet gift som 19-årig. Hun måtte derfor ud og finde forefalden arbejde såsom at gøre rent hos private og lave mad til fester … senere kom hun i flere år i tørvemosen om sommeren, hvor hun vendte og røglede tørv …

Der var ingen hjælp hos det offentlige. Jeg tror dog der var 7 kr. til hvert barn om måneden[1]. … i  vore dage ville hun have fået 9.559 kr. om måneden af det offentlige i børnetilskud, skattefrit, og ligeledes 9.559 til sig selv, altså 19.500, og ca. 2000 i skat heraf …[2] Da jeg som den ældste skulle konfirmeres, spurgte min mor sognerådsformanden om der var nogen økonomisk hjælp til en konfirmation…. Ved I hvad han svarede (ud over at sige nej)? ”Du kan (bare) arbejde noget mere”!” Moderen hed Harrit Christensen og døde i 1991.

[1] Det er dog sandsynligvis Livsforsikringen, der blev udbetalt

[2] Og det er altså i 1999, vi snakker om. Jeg har spurgt to socialrådgivere om hvad beløbet ville være i dag, men de har ikke kunnet regne det ud. Loven er åbenbart uhyre indviklet og uigennemskuelig, selv for uddannede personer.

29. Alle skal respektere andres rettigheder. Også dig.

Slagvåben lavet og beslaglagt i Holbergskolens metalsløjdlokale. Eleven gik i Ungdomsskolen

Menneskerettigheder på kort form

Menneskerettighederne er beskrevet i Verdenserklæringen fra 1948. Her gik verdens ledere sammen i FN og formulerede de grundlæggende rettigheder, der skulle være fælles for alle – og som ingen kunne fjerne. Det skete på et tidspunkt i historien, hvor man så tilbage på to brutale verdenskrige. Siden har erklæringen fungeret som rettesnor for, hvordan vi har ret til at blive behandlet, og hvordan vi har pligt til at behandle andre. Menneskerettighederne er beskrevet i 30 artikler: Nedenfor er de gengivet i kort form

1. Alle mennesker er født frie og lige.

2.Uanset hvem du er, hvor du er født, hvilket køn du har, og hvordan du ser ud, har du de samme rettigheder.

3. Alle har ret til liv, frihed og sikkerhed.

4. Ingen må gøre dig til slave.

5. Ingen må udsætte dig for grusom, umenneskelig behandling eller straf.

6. Alle har ret til at blive anerkendt som en borger med rettigheder og pligter.

7. Alle er lige for loven.

8. Alle må gå til en domstol.

9. Ingen må anholde eller tilbageholde dig vilkårligt.

10. Alle har ret til retfærdig rettergang.

11. Alle er uskyldige, indtil det modsatte er bevist ved en retfærdig retssag. Og du må kun blive dømt for noget, der var ulovligt, da du gjorde det.

12. Alle har ret til et privatliv. Ingen må vilkårligt lukke sig ind i dit hus eller åbne dine mails.

13. Alle har ret til at rejse frit i sit land.

14 Hvis du bliver forfulgt, har du ret til at blive beskyttet i et andet land.

15. Alle har ret til en nationalitet.

16. Alle voksne har ret til at gifte sig og til at stifte familie. Ingen må hverken tvinge dig til at blive gift eller forhindre dig i det.

17. Alle har ret til at eje deres egne ting.

18. Du er fri til at vælge og skifte religion.

19. Alle har ret til at have sin egen mening og ytre den.

20. Alle har ret til at deltage i fredelige protester, møder og foreninger.

21. Alle har ret til at deltage i styringen af deres eget land.

22. Alle har ret til grundlæggende social og økonomisk tryghed.

23. Alle har ret til at arbejde. Du har ret til en retfærdig betaling, gode og sikre arbejdsforhold og til at være medlem af en fagforening. Der skal være lige løn for lige arbejde.

24. Alle har ret til fritid. Du har ret til at holde fri og til at hvile.

25. Alle har ret mad, tøj, lægehjælp og et sted at bo.

26. Alle har ret til at gå i skole. Du har ret til grundlæggende uddannelse – og til at lære et erhverv eller et håndværk.

27. Alle har lige ret til at deltage i kulturlivet.

28. Alle lande skal bidrage til at gøre verden til et sted, hvor alle dine rettigheder og friheder kan blive ført ud i livet.

29. Alle skal respektere andres rettigheder. Også dig.

30. Ingen må ødelægge eller tage dine rettigheder og friheder fra dig. Hverken stat, grupper eller enkeltpersoner.

Her ses valgstedet i Ruds Vedby ved en folkeafstemning i 1972

19. Alle har ret til at have sin egen mening og ytre den.

Skiltet forbyder militær og hjemmeværn på grunden

23. Alle har ret til at arbejde. Du har ret til en retfærdig betaling, gode og sikre arbejdsforhold og til at være medlem af en fagforening. Der skal være lige løn for lige arbejde.

Smeden på Søndermarksvej i Dianalund skor en hest

Siden er under opbygning