Verdenshistorien i Dianalund

Modstandskampen

På trods af at både Dianalund og Ruds Vedby var små byer, var her en aktiv modstand: To Ventegrupper og grupper, der bla.a lavede illegale blade

Frihedskampen i Dianalund -

Emil Knudsen

På hjørnet af Seehusenvej og Stationsvej står en mindesten. At den er sat til minde om en frihedskæmper, der hed Emil Knudsen kan ses. Men hvem var denne Knudsen, og hvorfor blev der sat en mindesten over lige netop ham?

Emil Knudsen havde siden 1921 haft en elinstallatørforretning på Stationsvej nr. 24. I 1943 blev han involveret i illegalt arbejde, idet han var med til at skjule og transportere jøder til Sverige. Denne indsats førte over i andet illegalt arbejde. Sammen med Emil Knudsen kom også andre med i modstandsbevægelsen på det tidspunkt. I alt var der en snes mand fra Tersløse og Skellebjerg sogne

Ventegrupper

Frihedskæmperne havde naturligvis forskellige opgaver. Nogle trykte og uddelte illegale blade. De fleste af de lokale frihedskæmpere var imidlertid medlemmer af den stedlige ventegruppe eller O-gruppe. Sådanne grupper ventede på den dag, hvor de skulle tage kampen op mod tyskerne som regulære kampenheder. Nu overgav tyskerne sig uden kamp. Men det kunne man jo ikke vide. Krigen kunne let være trængt ind på dansk område. I så fald skulle ventegrupperne hjælpe de allierede. Eventuelt skulle de selv kæmpe mod tyskerne. Meget hurtigt blev grupperne organiseret. Landet blev opdelt i 6 regioner, Sjælland var nr. 5. Hver region havde en ledelse, hvert amt en amtsledelse og hver by en byledelse. Emil Knudsen var leder af en sådan bygruppe.

Det var hårde odds, disse ventegrupper kunne være kommet op imod. 4. maj om aftenen var der 231.000 tyske soldater i Danmark, hvoraf en tredjedel umiddelbart var kampklar. Hertil kom det tyske sikkerhedspoliti, sikkerhedstjenesten og Gestapo, foruden Schalburgkorpset og Hipokorpset. Samtidig havde ventegrupperne ingen militær erfaring og stort set ingen våben.

Våbennedkastninger 

Det sidste forsøgte man at gøre noget ved. Englænderne kastede våben ned i store mængder.  Dette begyndte dog først i august 1944 på Sjælland. I løbet af forbløffende kort tid havde man her på øen etableret 80 nedkastningspladser, og der var mandskab ved hver plads. I vores område var der tre: nord for Tangegård, ved Ødemark og vest for Tåderup. I alt blev der kastet 1900 containere ned på Sjælland. En container indeholdt 70 kg sprængstof med tilbehør eller våben til bevæbning af 10 mand. Da disse nedkastninger, der jo startede meget sent i krigen, vel kun har kunnet finde sted om efteråret og evt. om foråret, altså i alt 3-4 måneder, var det rigtig mange, der kom ned. Jeg er blevet fortalt, at der en nat blev samlet 24 containere op ved Tangegård. Arbejdet med at finde, udlosse og skjule containerne og faldskærmene samt at transportere indholdet, hvad enten det var våben eller sprængstof, til et skjulested midt om natten var slidsomt og farligt. Mindst en gang blev de overrasket af tyskerne, og en ildkamp opstod.

Hippoer

Fra januar 1945 boede der konstant hipoer på Hotellet. Natten mellem den 15. og 16. februar 1945 slog de til. I alt 18 personer blev anholdt i denne den største razzia, Vestsjælland oplevede under hele krigen. Personer fra Gørlev til Stenlille blev hentet. Heriblandt stationsforstanderen i Skellebjerg og Emil Knudsen. Nogle af de våben, Emil Knudsen og hans folk havde samlet op ved Tangegården, havde de gemt i hans værksted. Det var tyskerne åbenbart kommet under vejrs med. Han blev anholdt og sat i Vestre Fængsel. Her blev han syg og døde I første halvdel af marts

Bengt Rønhof

Tyskerne havde ikke opgivet endnu. Så sent som den 12.4. skød de Emil Knudsens lærling, den 19-årige Bengt Rønhof udenfor dennes hjem i Bromme. Selvom de på det tidspunkt måtte vide, de ville tabe krigen, skød de Bengt Rønhof med fuldt overlæg, og med dragen revolver blev en chauffør fra Orebo Teglværk, der tilfældigvis kom ned ad vejen med et læs mursten til Sorø, tvunget til at smide det blodige lig op på ladet og køre det til Sorø. Siden er der sat en mindesten op, hvor han blev skudt.

Befrielsen

Men endelig kom befrielsen. Folk var lettede, og frihedskæmperne kunne vise sig offentligt. Deres hovedkvarter blev opslået i huset lige overfor Dr. Sells Vej 20b på Nybovej. De lokale nazister og deres sympatisører blev afhentet til afhøring i Slagelse, bla. en købmand fra Tersløse og en kollega fra Tåderup

Se de tre videoer, hvor Jørgen Mogensen fortælle om Bengt Rønhof og frihedsbevægelsen

Frihedskampen i Dianalund –

Erik Rasmussen

Tre frihedskæmpere

I Dianalund og Skellebjerg var der en snes modstandsfolk, heriblandt kommunens kæmner, den nys tiltrådte 28-årige Erik Rasmussen, den unge kommis Frode Stubkjær og kørelærer Chr. Petersen (Langkjær).

Modstandere

Frihedskæmpernes modstandere var naturligvis tyskerne, som imidlertid ikke befandt sig på vor egn. Men modstandere var også de danske myndigheder, der med eller mod deres vilje ofte gik besættelsesmagtens ærinde. Modstandere var også almindelige danskere, der ikke ville have for meget ballade. Modstandere var imidlertid først og fremmest de stedlige nazister og deres medløbere, der ofte optrådte som stikkere. Hertil kom tilkaldte hippoere med Ib Birkedal Hansen i spidsen.Nazister var der ikke mange af i Tersløse-Skellebjerg kommune. Men hertil kom en række sympatisører, som kunne være lige så farlige for modstandsfolkene, som de rigtige nazister.

Det lavede frihedskæmperne

De omkring 20 frihedskæmpere, der var i vore to sogne, havde naturligvis forskellige opgaver. Nogle trykkede og uddelte illegale blade. Kommunens kæmner udstedte også legitimationskort til frihedskæmpere. Siden 1.8. 1944 skulle alle borgere nemlig have legitimationskort. Disse skulle udstedes af folkeregistrene. Det var tyskernes forsøg på at komme frihedskæmperuvæsenet til livs. Var man gået under jorden, havde man ikke et sådant kort, og i tilfælde af razzia "var man på den". Sådanne folk kunne nu få et kort på kommunekontoret i Dianalund.

To bølger af arrestationer

Tyskerne var meget ihærdige, og var altid lige i hælene på frihedskæmperne. I februar 1945 gik det galt 1. gang. Rasmussen og Langkjær blev arresteret. Det var Hipokorpset, der stod for selve arrestationen, men det var Ib Birkedal Hansen, der var den egentlige leder. Faktisk var Ib Birkedal Hansen selv med til aktionen og arrestationen i Dianalund. Rasmussen og Langkjær sad på Politigården og i Vestre Fængsel, men blev senere overflyttet til Frøstruplejren.

Se videoen hvor Jørgen Mogensen fortæller om Ib Birkedal Hansen

Arrestationen af Rasmussen og Langkjær

Arrestationen af Rasmussen og Langkjær gik ikke stille af. De blev om eftermiddagen kørt ud i skoven, hvor de i Idrætsforeningens klubhus blev gennempryglet og truet med at blive skudt. Faktisk fik Rasmussen sat en pistol for tindingen, men i sidste øjeblik løftedes pistolen og skuddet gik igennem bræddevæggen lige over hans hoved. Så lang tid huset stod, kunne man se skudhullerne i bræddevæggen. Langkjær blev slået 50 gange i hovedet med en politiknippel Om aftenen blev de ført til Politigården. Her var de i forhør 1 - 3 gange inden overflytningen til Vestre Fængsel. Hver gang med prygl. De fire hipomænd gennemrodede deres lejligheder og stjal en del, forhørte hver og hver anden mand og skød vildt omkring sig. Først næste dag om aftenen tog de toget til København. Tuborgdepotbestyreren, der boede Dr. Sells vej 14, måtte gå under jorden, da han nægtede at køre for dem. En dreng (Vagn Barner Jespersen), der skulle have været til spejdermøde på Stationsvej, måtte blive inde på grund af skyderiet. Frode Stubkjær fortæller, at han i 1945 var ansat på kontoret i købmandsforretningen hos Hoff Nielsen. "Pludselig stod der foran mig 3 hipofolk med maskinpistoler. Købmanden blev beordret til at forlade kontoret, for det var kun mig, de ville tale med. Senere blev jeg klar over, at den, der førte samtalen, var Ib Birkedal Hansen”. Frode Stubkjær fortæller videre, at han blev beskyldt for, at fremstille illegale blade på sin duplikator. Hipofolkene havde nemlig under arrestationen af Erik Rasmussen på kommunekontoret fundet en pakke papir med hans navn på. Stubkjær benægtede dette og sagde, at hvis han havde gjort det "ville jeg da straks være gået under jorden, da jeg fra forretningens trappe så, hvordan I kom gående med Erik Rasmussen og Chr. Langkjær". Det var et argument Birkedal Hansen ikke kunne sige noget til, og efter at have afhørt førstemanden i butikken, om Stubkjærs troværdighed, forlod de tre mænd forretningen.  Det var korrekt, at Stubkjær ikke fremstillede illegale blade. Det gjorde Rasmussen. I Stubkjærs lejlighed og på hans duplikator!

Rasmussen og Langkjær vender hjem

Rasmussen og Langkjær kunne først vende hjem fra Frøslevlejren den 7. maj om aftenen. Her ventede der dem en heltemodtagelse. Mindst 700 mennesker modtog dem på stationen, da deres tog rullede ind.  Der var blomster og faner, fællessang og håndtryk. På Hotellets trappe stod sognerådet, og formanden holdt tale, folk råbte hurra og glædesskud blev fyret af. Derefter blev de to helte båret i guldstol til De gamles Hjem, der også fungerede som kommunekontor. Her holdtes fest for dem og deres nærmeste, mens Dianalunds borgere stod udenfor på plænen og sang af fuld hals, og det ene hurraråb gjaldede efter det andet.

Fru Fernando Moehge og Misse sammen med en frihedskæmper i Dianalundcentret under Lokalarkivets event i 2013

Frihedskampen i Ruds Vedby

Ventegruppen

Victor Zohnesen var en myndig leder af Falck i Ruds Vedby. Da han gik ind i modstandskampen var det derfor naturligt, at han blev leder. Han var leder af en såkaldt ventegruppe, der skulle vente på den dag, da de allierede gik i land eller den dag da tyskerne skulle overgive sig og måske ikke ville. Så skulle ventegrupperne tage kampen op. Til det formål kastede englænderne våben ned i containere.

Det var ikke så få containere, der blev nedkastet, 1900 på få måneder i 1944 og 45 over hele landet. Hver container indeholdt våben og ammunition til 10 mand.

Zohnesens hold rykkede ud, når de i radioen hørte at der var en hilsen til ”Viggo”. Nedkastningsstedet lå ved Tissø i nærheden af Kattrup. Tissø var let at se for de engelske flyvere i det mørklagte land.

Da Politiet blev taget 19. september 1944, erhvervede Zohnesen en del af deres biler og skjulte dem i hø- og halmstakke rundt om på marker og ved gårde rundt om Ruds Vedby. Han og hans folk kørte i alt fald en gang i en sådan 7-personers bil med skarpladte våben under en aktion.

Også våben vra Næstved kasserne

Da tyskerne i 1943 overfaldt gardehusarkasernen i Næstved og erobrede denne, blev en del af de danske militærvåben, det lykkedes at udsmugle, gemt på Vedbygård. Således tjente ishuset i parken som skjulested

Gartner Larsen på Vedbygård havde en bror, der var tømrer på kasernen i Næstved, og han havde dobbelt bund i sin lastvogn. Ligeledes påtog landmænd, der afhentede hestemøg i kasernen, sig at udsmugle våben og udrustning.

Sad i Shellhuset 

Zohnesen blev taget af tyskerne i slutningen af 1944, efter sigende fordi nogle damer havde stukket ham. Han sad i Shellhuset, da englænderne bombede det i februar 1945, men slap ud.

Andre fra Ruds Vedby blev også taget, således både forpagter Petersen på Vedbygård og kusken, Peter Larsen, samme sted. Det var midt i februar. Peter Larsen slap ud 3 uger efter, mens Petersen blev transporteret til Frøslevlejren.

Nazistisk Højborg

Ruds Vedby var et af Nazisternes højborge i Holbæk amt, idet DNSP fik over 5 % ved valget i 1935 og i 1943 3,9 %. Dette hang uden tvivl sammen med at den populære tømrermester, Peter Jensen, var medlem af DNSP og ikke lagde skjul på, at han var nazist. Også hans svigersøn var erklæret nazist og blev efter krigen frataget sine borgerlige rettigheder. En boghandler i byen var også nazist. Han forsvandt efter sigende sporløst den 6.5. 1945.

I alt var der i Ruds Vedby en snes frihedskæmpere.

Gruppen i Høng og Ruds Vedby

Med centrum i Høng var en gruppe aktiv i de 3 sidste år af krigen. Folk fra Ruds Vedb y var også med, således købmanden ved Snarebanken, Ejler Nielsen. En aften de var samlet hos Ejler Nielsen opdagede de at en af medlemmerne var stikker, at han i virkeligheden arbejdede for tyskerne. Efter at have spurgt sig for, fik de at vide, han skulle likvideres. For det var for farligt at have ham gående. Ejler Nielsen gravede så en grav i Enemærket og de fik lokket forrædderen herud. På gravens rand indrømmede han, at han var stikker. Og så skulle han jo skydes. Det kunne de imidlertid ikke få sig til, da det kom til stykket. De var jo ikke soldater, men civilister. I stedet transporterede de ham til København, hvor man var mere vant til at skyde folk. Det lykkedes imidlertid forrædderen at stikke af, og i resten af krigen lavede na mange ulykker også mod sine tidligere kammerater.