Verdenshistorien i Dianalund

Vores egn 1937. Dianalund og Tersløse var nogenlunde lige store

Alderdomshjemmet i Dianalund

   Nedenfor vises et uddrag af den artikel, daværende socialinspektør Bjørn Christensen skrev i Kulturelt samråds årsskrift 1993/94.

   Bjørn Christensens artikel hed "Fra Fattiggård til Degnepark". Nedenfor gengives det, der vedrører Alderdomshjemmet. Alderdomshjemmet blev bygget som en direkte følge af Kanslergadeforligets afsnit om socialreformen.

   Overskrifterne er sat ind af Arkivet for at lette læsningen

Socialreformen er forudsætning for Alderdomshjemmet

   Selv om lov om aldersrente, der blev vedtaget i 1922, ændrede de hidtidige principper for ældreforsorgen i Danmark og samtidig ændrede begrebet ”fattiggård” til ”alderdomshjem”, var det socialreformen i 1933, der gav startskuddet til opførelse af alderdomshjem over det ganske land. 

   Tersløse- Skellebjerg kommune havde et alderdomshjem i Karsholte. Det var den tidligere fattiggård, og selvom betegnelsen ”Alderdomshjem” officielt var hæftet på stedet flere år tidligere, hed det gamle alderdomshjem stadig ”fattiggården”, mand og mand i mellem, og navnet høres stadig, når talen falder på det store grå hus (Kildemosevej 14). 

   Det blev mere og mere klart for sognerådet i Tersløse- Skellebjerg kommune at socialreformen stillede andre kvalitetskrav til et alderdomshjem, end hvad der kunne opfyldes i det hjem, man havde, ligesom det kunne forventes at flere ville søge optagelse på et alderdomshjem, når standarden blev forbedret, samtidig med at det i den nye sociallovgivning skulle være et tilbud, der skulle være tilgængeligt for alle borgere i landet… Det ville altså i fremtiden blive mere ”legalt” at søge plads på et alderdomshjem. 

Skulle alderdomshjemmet ligge i Tersløse eller Dianalund

   Derfor besluttede sognerådet i Tersløse-Skellebjerg kommune i sit møde 11. december 1935 at arbejde for et alderdomshjem (i kommunen). Der var imidlertid uenighed i sognerådet om, hvor det nye alderdomshjem skulle bygges… På sognerådets møde den 28. februar 1936 kunne man ikke blive enige, og der blev stemt om placeringen. Af sognerådets 9 medlemmer stemte 4 for en placering i Dianalund, 4 for en placering i Tersløse, mens en stemmeseddel var blank. Det blev derfor foreslået, at der skulle afholdes en kommuneafstemning, således at kommunens borgere afgjorde placeringen, og sognerådet stemte om dette forslag. For forslaget stemte 5, mens 4 stemte imod. Der blev derfor afholdt en kommuneafstemning, som fandt sted den 30. marts 1936, hvor 223 borgere stemte for placeringen i Tersløse, mens 331 borgere stemte for en placering i Dianalund…[1] 

   Sorø Akademi tilbød, at kommunen kunne købe et areal på 1½ tdl. I Tersløse Bøgeskov (på hjørnet af Dr. Sells vej og Stationsvej), og arkitekt Knudsen Pedersen, Slagelse, der var udset til at stå for byggeriet, fandt stedet velegnet. Arealet blev derfor købt for en pris af 8.770,- kr.

Alderdomshjemmet bygges

   Arkitekten blev bedt om at udfærdige tegninger til et alderdomshjem og et rids over anlæg foran hjemmet, og den 30. december 1936 godkendte sognerådet tegningerne til alderdomshjemmet … Og havde plads til 24 beboere samt bestyrelejlighed, pigeværelser og lokaler til kommunekontor. Sognerådet besluttede at udbyde arbejdet med opførelsen i licitation blandt håndværkere i Holbæk Amt, og i februar 1937 blev det besluttet at overdrage opførelsen til 7 lokale håndværkere for en samlet pris på 82.205 kr.

Bestyreren

   I august 1937 blev det besluttet at opslå stillingen som bestyrer af det nye alderdomshjem i de lokale blade og i Kristeligt Dagblad, og i oktober blev det besluttet af ansætte Agnes Nielsen fra Langå som bestyrer til en løn på 1.200 kr. om året plus frit ophold, g der blev fæstet nogle unge piger som medhjælpere, ligesom Agnes Nielsens mand blev ansat som medhjælpende ægtefælle til at tage sig af de praktiske  opgaver med udvendig vedligeholdelse, pasning af køkkenhaven samt høns og gris og i øvrigt forefaldende opgaver.

Den 22. november 1937 foretoges indvielsen af det nye alderdomshjem. Hjemmet åbnedes kl. 1, og der var åbent hus til kl. 4 om eftermiddagen. Kl. 3 om eftermiddagen fandt den egentlige indvielse sted, og kl. 4:45 talte undervisningsministeren[2] i Hotellets sal, hvortil kommunens borgere havde adgang. Samme aften fandt ”en lille spisning” sted for indbudte gæster og sognerådet. 

   Det gamle alderdomshjem ”Fattiggården” i Karsholte blev lukket og solgt til landbrug[3]. Den fratrådte bestyrerinde, enkefru Sofie Petersen, fik af sognerådet bevilget en lille pension på 25 kr. om måneden som erkendtlighed for ”et stort og uegennyttigt arbejde igennem 32 års virke”. Sofie Petersen flyttede ind i det nye alderdomshjem, hvor hun boede indtil sin død i 1978 næsten 106 år gammel.

Dagens gang på Alderdomshjemmet

   Beboerne havde nu fået nye og moderne forhold med større værelser, fælles bad og toilet, fælles opholds- og spisestuer og moderne og hygiejnisk køkken. Der var indrettet 3 ægteparlejligheder med hver 2 stuer. Bestyrerparret boede i den 4. ægteparlejlighed også med to små stuer[4]. De spiste sammen med beboerne og benyttede de fælles bad og toiletforhold på gangen, og det ændredes ikke væsentligt på disse forhold i løbet af de 37 år, hvor de bestred bestyrerjobbet. 

   Dagligdagen ændredes ikke meget i forhold til dagligdagen i ”Fattiggården”. Beboerne deltog aktivt i de forskellige gøremål med vask, madlavning, pasning af haven og husdyrene, og livet afveg ikke meget fra livet i en stor husholdning, som de fleste kendte fra gårdene. Bestyrerparret var centrum på samme måde som gårdejerparret i husholdningen på gårdene.

[1] Når nogle mente, at alderdomshjemmet burde ligge i Tersløse, skyldtes det, at de anså Tersløse som hovedbyen (det hedder jo f.eks. Tersløse sogn, ikke Dianalund sogn og Tersløse Bøgeskov, selvom skoven ligger ved Dianalund. Dianalund blev bygget på Tersløse Mark fra år 1900 og først midt i 30’erne blev den officielle adresse Dianalund, for dem, der boede her, indtil da var adressen Tersløse Mark. En mand som Louis Grandjean, der boede i Tersløsehus ved Kildemosegården, argumenterede i kronikker og i en bog for at alderdomshjemmet burde ligge ved Kirken i Tersløse.

[2] Undervisningsministeren var den radikale Jørgen Jørgensen fra Lejre

[3] Der hørte 18 tdr. land til Fattiggården. Køberen, der var far til Edith, som senere blev gift med Jens Jul Petersen, søn af sognerådsformand Johannes Petersen på Sølvagergård, omdøbte gården til Pilegården og plantede popler rundt om den. Det hjalp ikke noget. Folk kaldte den vedblivende Fattiggården. Gården stod som gård til op mod 1980. Først da blev udlængerne revet ned, og kun stuehuset blev stående.

[4] Ægteparret havde tre sønner

Erik Rasmussen og Feldberg i det gamle kommunekontor

Kanslergadeforliget 1933

  Kanslergadeforliget er et politisk-økonomisk forlig, indgået på statsminister Thorvald Staunings bopæl i Kanslergade i København den 29.-30. januar 1933 mellem Venstre og regeringspartierne, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Forliget var det mest omfattende i en række forlig, der skulle afbøde de økonomisk-sociale virkninger af verdenskrisen siden efteråret 1929.

   Forliget omfattede tre hovedområder: Landbrugserhvervet opnåede lettelser gennem en devaluering, nedsættelse af ejendomsskatter, konvertering af gæld, henstands- og akkordordninger samt opkøb af oksekød og forlængelse af en række midlertidige kriseordninger.

   På arbejdsmarkedet blev arbejdsgivernes krav om 20% lønnedgang og en truende lockout afværget ved lovindgreb; i de følgende år faldt reallønnen dog som følge af devaluering m.m. Yderligere gennemførtes der vinterhjælp til arbejdsløse og støtte til boligbyggeri og offentlige arbejder. Endelig indgik det i forliget, at Venstre ikke ville modsætte sig gennemførelse af den socialreform, som K.K. Steincke gennem adskillige år havde forberedt.

Kilde: Den store Danske

Kanslergadeforliget og Filadelfia 

Alderdomshjemmet i Niløse

Niløse fik sit alderdomshjem i1935. I modsætning til de fleste andre kommuner blev dette privat bygget og drevet af diakon Emil Ranthen og hustru, idet de dog havde en vis aftale med Niløse kommune. Amtslægen sagde ved indvielsen, at det var et smukt hjem, men at han dog havde ønsket, det var kommunalt. Emil Ranthen døde 1967 og hans kone, Hedvig, solgte hjemmet til Statens Åndssvageforsorg 1968. De få beboer, der var blev overflytte til Dianalund. 

Alderdomshjemmet i Ruds Vedby

Ruds Vedby fik sit alderdomshjem allerede i 1909. Dette skyldtes, at Ruds Vedby blev udskilt fra Reerslev kommune og blev selvstændigt. Alderdomshjemmet for den gamle kommune lå i Reerslev, så Ruds Vedby var tvunget til at bygge et nyt alderdomshjem. Det skullæe kunne rumme 12 be boere.

Ved indvielsen i 1909 bød sognerådsformanden, murermester Christensen, velkommen. Derefter talte landpost Sørensen og doktor Madsen, begge fra Ruds Vedby. Alle roste det flotte hjem, hvis ydermure stadig står, som de så ud i 1909. Sorø Amtstidende skrev: ”Den ikke alene fortjener Anerkendelse, men kan også tjene til Mønster andre Steder”. 100 mennesker var samlet til indvielsen, ”deriblandt forholdsvis mange kvinder”, som Sorø Amts Avis skrev. Selve huset var opført af lokale håndværkere, med murermester Petersen og tømrermester Rasmussen som ledere. Der var ansat en leder, frk. Jensen og en pige, foruden en mand til det grove. Ideen var altså, at de gamle i høj grad skulle kunne gøre det meste selv. Hjemmet udvidedes 1957, 1975 og igen i 1990’erne. 1921 bevilgede sognerådet 910 kr. til indlægning af elektrisk lys[1]. Senere gav Dybdahl et fjernsyn til Hjemmet, der dog ikke blev modtaget med stor begejstring af alle. Det larmede, når man skulle spille Bingo.

75års jubilæet i 1984 blev fejret med pomp og pragt. Lederen havde lavet et lille skrift[2]. Ruds Vedby HH&B ved formanden Helge Henriksen havde arrangeret et stort fødselsdagsgilde, der begyndte allerede om onsdagen med forevisning af Ruds Vedby-filmen i Mødecenteret og med jubilæumsgudstjeneste om fredagen. På selve dagen, søndag den 28.10., var byen flagsmykket og et hjemmeværnsorkester marcherede fra Mødecenteret til Hjemmet efterfulgt af Dianalund folkedansere og mange alm. beboere. Ved selve hjemmet var rejst en æresport og indenfor var der salg af terapiarbejder. 3-400 mennesker deltog, og Hjemmets leder, Bent Christensen, holdt jubilæumstalen. Murermester Carl Thougaard overrakte en check på 7000 kr. samlet ind blandt byens borgere, socialudvalgsformand Orla Janum gav en check fra kommunen på 2500 kr. til udsmykning. Helge Henriksen overrakte en check på 300 kr. fra HH&B, mens Antenneforeningen gav 100 kr. Der var utallige blomster og et par kransekager, et ur og et grantræ. Om eftermiddagen blev der opsendt 75 balloner. I 19 af dem lå der gavekort til butikkerne i byen. Ingen af gavekortene blev dog indløst. Men festen var forrygende.  

[1] se endvidere ovenstående hæfte side 15 til 22

[2] ”De gamles Hjems Jubilæumsskrift” blev udsendt i 200 eksemplarer

Kilde: Jørgen Mogensen: Langs landevej 255 bind 12 side 26

Interiøre fra De gamles hjem i Dianalund ca 1970.

Fotos fra De gamles hjem i Niløse og i Ruds Vedby kommer senere