"Hvad udad tabes skal indad vindes" og "vi skal skabe et Dannevirke i hver mands hjerte" - Venstres lære af 1864 lokalt

Tilbage til Læren vi drog af 1864

   I 1865 stiftedes Karsholte Skytteforening. Formålet var at optræne unge mænd i våbenbrug og i eksercits, således at vi næste gang bedre kunne forsvare os mod preusserne.  Året efterdannedes Reerslev Skytteforening, der også omfattede annekssognet Ruds Vedby. Formålet var det samme.

 Skytteforeningens moderne logo

   I 1870 stiftedes Tersløse Friskole, som i folkemunde fik navnet "Bøjeskovsskolen" fordi den lå oppe ved "Bøjeskoven", Tersløse Bøgeskov, nærmere bestemt på hjørnet af Dr. Sells vej og Holbergsvej. Egetræet, der står foran Filadelfias administrationsbygning, stod engang i skolens have. Skolen var en grundtvigsk friskole og en overgang også efterskole. Den eksisterede indtil 1896, hvor Dr. Sell købte den. Begrundelsen for at have en sådan skole var at børnene skulle oplæres i fædrelandskærlighed og blive bedre til at læse og skrive, så Danmark kunne blive stærkt åndeligt såvel som materielt.

Friskolen som den så ud omk. 1910

 Vallekilde Højskole skulle have heddet Ruds Vedby Højskole

   I 1865 blev det besluttet at Vallekilde højskole skulle ligge ved Conradineslyst. Kun en tilfældighed gjorde, at den kom til at ligge i Vallekilde. Ernst Triers formål med at oprette den var at styrke danskheden, og tanken opstod, da han var feltpræst i krigen i 1864.

   Bønderne begyndte i årene efter 1864 at dræne deres jorde og at grave grøfter. Herved inddroges et areal næste på størrelse med det oprindelige. Kammergave drænede således allerede i årene omkring 1870. Det var et ikke lille arbejde. Der er drænet med 1,5 tommers teglrør, der ligger i en afstand af 30 alen og 1,5 til 2,5 meter nede. Vandet fra hver mark samles i en brønd, hvorfra vandet ledes videre i en ledning med en diameter på 18 tommer (45 cm) til en samlebrønd, der leder vandet ud til en åben rende i et rør, der er sammensat af 13 kileteglsten. Vandet føres ad den åbne rende ud i Tude å. Da alt arbejdet skulle udføres med skovle og trillebør kan det ses, at det har været noget af et arbejde at dræne de 400 tdr. agerjord, Kammergave rådede over. Til gengæld fungerer drænene stadigvæk.

   Vil du læse mere:

  • Karsholte Skytteforening: Jørgen Mogensen: Langs landevej 255 bind 5 (2007) side 100
  • Tersløse Friskole: Jørgen Mogensen: Langs landevej 255 bind 3 (2009) side 9ff
  • Vallekilde Højskole ved Conradineslyst: Jørgen Mogensen: Langs landevej 255 bind 11 side 52ff
  • Dræningen af Kammergave mark: Jørgen Mogensen: Langs landevej 255 bind 4 side 27