Heltedåden i Assendrup
27. marts 1864 indskibede kompagnikommandør Stockfleth sig med halvdelen af 19. og halvdelen af 20. regiment samt 4 husarer i kanonbåden ”Schrødersee” samt en transportbåd i Fredericia. Krigen i 1864 gik sin skæve gang. Danmark besad kun to stillinger i Jylland: Dybbøl og Fredericia. Forude ventede stormen på Dybbøl den 18. april og Danmarks absolutte nederlag, hvor vi tabte 30 % af landets areal, 40 % af befolkningen og over halvdelen af landets økonomiske styrke. Nederlaget var ufravigeligt, men endnu den 27. marts ikke erkendt. Stockfleth ville lave et veritabelt kommandoraid ind i det af fjenden besatte Jylland. 28. marts kl. 3 om morgenen landsattes styrken i Sandbjerg vig nord for Juelsminde. Efter at have efterladt 25 mand til bevogtning af skibene gik han med 175 mand over Klakring til Hornum Kjær. Her erfarede han, at der i Assendrup lå ½ eskadron prøjsiske garderhusarer. Han besluttede da at overraske disse mænd og kl. 23 samme dag gav han marchordre. Kl. halv to nåede han frem til de forreste gårde i Assendrup. De lå ved Daugårdsvejen. Ved den første gård blev han råbt an af 5-6 vagtposter bag en lille barrikade. I stedet for at svare stormede 175 mænd frem og omringede tre gårde, hvor prøjserne lå og sov. Efter kort tids forløb var der taget 22 husarer til fange foruden 24 heste. Kun i en enkelt stald kom det til kamp, hvorved to prøjsere samt en hest blev dræbt. Da der snart lød alarmeringssignaler, fandt Stockfleth det mest hensigtsmæssigt at flygte, og marcherede til Rosenvold ved Vejle Fjord. Hertil nåede han kl. 4 om morgenen. Skibene lå og ventede på ham, og kl. 9 samme formiddag var han atter i Fredericia.
Stockfleth blev hædret for denne dåd, fik en medalje og førte selv fangerne til København, og folkene fik prisepenge for hestene og senere bedre udrustning i form af nye støvler, uldtrøjer og strømper. På 50 års dagen for overfaldet blev der rejst en sten, og en komité gjorde den 29. marts til en mindedag. Ved afsløringen af stenen mødte et par tusinde op og 18 endnu levende veteraner stod på begge sider af den. Der var tale af Hofjægermester Neergaard, oberst Liljefalk, seminarielærer Sørensen, formanden for Sønderjysk forening i Vejle amt, og en søn af en af officererne fra den gang, mens en brorsøn til Stockfleth overværede højtideligheden. På stenen står:
Minde
Om danske soldaters modige dåd
d. 29. marts 1864
hver ædel søn, som voved’
sit liv for Danmarks ret
har hædret vore fædres jord
og adlet folkets æt
Denne ”modige dåd” kostede en enkelt soldat et kødsår i armen, men han og hans venner fik en mindesten, en mindedag, bedre udrustning, og kunne herefter kalde sig helte. Aktionen var imidlertid totalt nyttesløs og uden betydning overhovedet for krigens gang og fredens betingelser.
Men det er den slags helte, drengerøve elsker.
Alle glemte dem, der betalte gildet, de uskyldige beboer i de tre gårde. Prøjserne var naturligvis rasende over det, der var sket, og troede, at beboerne var i ledtog med de danske soldater. Straks om morgenen var Assendrup fuld af prøjsiske soldater, der ville hævne sig. En officer smadrede personligt samtlige ruder i en af de tre gårde med sin sabel. Ved det sidste vindue knækkede sablen endog, og han tvang en dreng til at samle stumpen op. Derefter blev der sat ild til gården. En prøjsisk soldat gik ind og sagde til konen på gården, der sad og vuggede sit barn, at nu blev der sat ild til gården, og hun måtte skynde sig over til en nabo, uden ar kunne redde det mindste. Da ejeren prøvede at redde noget af bohavet, fik han et sabelhug over armen, der gjorde ham uarbejdsdygtig i lange tider. De to andre gårde blev også truet med brand, men de slap. I stedet satte prøjserne ild til et stort kornmagasin ved Daugaard Strand. Beboerne i Assendrup blev fra nu af stærkt bevogtede, og nogle blev arresterede. De fleste dog kun i kort tid, men det kunne de jo ikke vide, da de blev afhentet. Værst gik de tud over gårdejer Kristen Brun og etatsråd Eckardt, Ørnumgård, der begge blev ført til Flensborg og sad i et såkaldt hårdt fangenskab (dvs. indbefattet tortur) i lang tid.
Disse bønder var helt uskyldige i det barnagtige og fuldstændigt overflødige kommandoraid. Men det var dem, der betalte prisen. Og er der rejst nogen mindesten for dem?
Jørgen Mogensen